Academy
Denmark
Kurdistan, Irak
TRE's berettigelse i Kurdistan
Efter årtiers voldsom undertrykkelse og udryddelse, er stort set hele den kurdiske befolkning traumatiseret, og det er derfor oplagt, at TRE metoden er fantastisk brugbar sådan et sted.
Udfordringer i et land i krig
Der er naturligvis store udfordringer i at arbejde i et land i krig og med en kultur, som vi ikke altid forstår. Vi må håndtere, at situationen i landet pludseligt ændres drastisk, - så vi måske ikke kan rejse ind, - at mange gode projekter ikke lykkes, eller at vi skal vente flere år på, at det pludselig en dag rykker,- og at det kan være rigtig svært at holde kontakten, når strøm og internet er meget ustabilt.
Især har vi lært, at selv om vores projekt ikke falder ud, som vi forventer og har planlagt, er det samarbejde, vi har, og muligheden for at videregive TRE, det vigtigste.
Starten på arbejdet i Kurdistan
Vores arbejde i Kurdistan startede i juni 1012, hvor vi kom hvert eller hvert andet år indtil 2018. Gennem nogle gode kurdiske venner, bosiddende i Danmark, fik vi kontakt med en kvindeorganisation, the Women's Union Kurdistan-Zhinan, i Sylimaniyah, som var meget interesserede i at organisere TRE kursus for traumatiserede kvinder. Kurset var en stor succes og resulterede i udarbejdelse af et tilbud til længerevarende TRE projekt for kvinder i Kurdistan.
Vi holdt møder derom med First Lady, Hero Khan, hustru til daværende irakiske præsident, og med ministeren for ”Martyrer og Anfall”. Forholdene i landet blev imidlertid kun forværret, så det har endnu ikke været muligt at realisere projektet. Det ligger stadig på tegnebordet, og kommer nok en dag ud - måske i en lidt ændret form.
Planer om undervisning på universitetet vanskeliggøres
I 2013 havde vi møder med rektoren af Koya Universitet, som ligger mellem Sylemaniyah og Erbil. Det resulterede i en aftale om opstart af et uddannelsesforløb for de kommende kliniske psykologer, som manglede redskab til at imødekomme traumatiserede klienter. Her mente de, at TRE ville være det helt rigtige. Det kunne vi kun give dem ret i.
Datoen for opstart af forløbet var fastsat til den april 2014. To måneder inden måtte de desværre meddele, at vi alligevel ikke kunne starte op: lærerne havde ikke fået løn de sidste 5 måneder, så de var naturligvis heller ikke i stand til at betale os. Og sådan har det været i mange år nu. På trods af store mængder af olie var landet i finansiel krise pga. korruption. Og efter så mange år, har det stadig ikke ændret sig. I lange perioder får befolkningen ikke løn for deres arbejde, men de har en fantastik evne til at klare sig alligevel ved venners og familiers hjælp. Vi har ikke opgivet. Vi tror på, at det lykkes en dag.
Uddannelsesforløb i Sylimaniyah
I september 2017 startede vi et TRE uddannelsesforløb i Sylimaniyah med 19 kvinder fra forskellige organisationer, som arbejder med flygtninge: kvinder, der har været udsat for overgreb og/eller trafikcing samt børn - et voldsomt arbejde som kan være traumatiserende i sig selv.
Uddannelsen var arrangeret af Srusht Center og Central Developement Organisation, CDO, som bl.a. tilser flygtningelejrene og i det hele taget giver flygtninge juridisk-, lægelig-, social hjælp m.m. CDO er bl.a. støttet af UNICEF. Igen oplevede vi en stor begejstring for TRE, og de var alle – også organisationerne - interesserede i at gøre uddannelsen færdig.
Uroligheder i landet bremser
En uge efter at vi forlod Kurdistan, lukkede de alle lufthavne, vi nåede at komme ud, men vi kunne ikke komme tilbage og fortsætte indenfor den fastsatte tidsramme.
Efterfølgende har der været en del uroligheder og et par jordskælv, så vores planer og aftaler om skypemøder, supervision m.m. har været svære at fasthold indtil videre. Vi har ikke opgivet, og det har de heller ikke. Tværtimod er behovet for at kunne udbrede denne metode kun vokset yderligere.
Besøg i en flygtningelejr
Mens vi var der, fik lejlighed til at tage med CDO til en flygtningelejr med 8.000 flygtninge - især fra Aleppo. De boede i meget små betonhuse med 1½ rum og bliktag til hele familier, men i modsætning til herhjemme, prøver organisationerne at gøre livet så tåleligt som muligt for dem med mulighed for skolegang, arbejde, opstart af små butikker, fritidsfaciliteter m.m.m. Og det på trods af, at de fleste kurdere har måttet undvære en stor del af deres løn i et par år og levestandarden er temmelig meget lavere end det, vi kender. I kurdistan får flygtningene i det mindste mulighed for at bevar deres værdighed. Det kunne vi lære noget af i vores priviligerede lille land.
